Jeg så Lone Frank fra DR2s Deadline den 30. juli kl. 22:30. Hun talte om racer og deres indbyrdes intelligensforskelle. Lige et emne for Den lille Kloge som kanalen engang blev kaldt. I studiet bar Lone Frank solbriller, som bøjle til håret, tror jeg.
Når man tager højde for sociale og økonomiske forhold, er der så forskel i intelligens mellem racerne, spørger Deadlines Jesper Larsen. Lone Frank, videnskabsjournalist ved weekendavisen fortæller om den britiske forsker Richard Lynn, der har undersøgt ikke mindre end 800.000 personer. Hans konklusion er, at kinesere, koreanere og japanere i gennemsnit har den højeste intelligenskvotient (IK), sammen med nogen ashkenazi jøder (vestlige og centraleuropæiske jøder).
Europæere kommer ind som nummer to, mens indianere, sydasiater og folk fra Mellemøsten må klare sig på en tredjeplads, hvilket alt andet lige er bedre end at havne på bunden, hvor afrikanere og aboriginals befinder sig, men det er de jo også vant til.
Omtalte forsker, Mr. Flynn, har undersøgt otte hundrede tusinde mennesker (sic!), understreger Lone Frank. Det er forskning!
Men alligevel: Er det så ond forskning, spørger Jesper Larsen. Resultaterne minder jo om noget fra dengang i 30’erne og 40’erne. Næe-nej, svarer Lone Frank. Forskning er forskning! Der kan man se.
Jesper Larsen : Er der faktisk forskel mellem sort og hvid?
Lone Frank svarer, at der er en diskussion om IK bl.a. i Holland, hvor forskere har konstateret forskel mellem hvide hollændere og indvandrergrupper. For marokkanske indvandrere og folk fra Molukkerne viser forskningen, at første generations indvandrere har en IQ på i gennemsnit 84, hvor de hvide ligger støt på de 100. For anden generations indvandreres vedkommende betyder en ”miljøeffekt”, at de ræser 4 op, til en IK på 88, men der er stadig langt til de kvikke hvide, der fortsat ligger på 100.
Lone Frank tilføjer, at den hollandske forskning knytter an til bogen The Bell Curve fra 1994, hvor forfatterne/forskerne forsøgte at råbe vagt i gevær og advare det amerikanske samfund, siger hun. Der var dengang ved at blive skabt et svælg mellem en kognitiv elite, det vil sige
høj-IK-mennesker, for eksempel ”sådan nogen som sidder og debatterer på tv”. Okey!
IK er arvelig, siger Frank. Hvis 60-80 % er arvelig, så er der dog noget tilbage, man/vi kan gøre noget ved. Men alligevel må aftenens gæst konstatere, at ”alle indicier lagt sammen”, der er biologisk forskel. Og hun konkluderer, at alle ikke kan få en ungdomsuddannelse (i Danmark forstås). Samfundet må erkende, at der er individuelle IK forskelle.
Jeg sidder ved skærmen og grynter med alt for lav pande og for mange rynker, men noget er dog klart:
Vi ved nu endelig alle, hvem det er, der ikke kan få en ungdomsuddannelse: Dem med afrikanske eller sydasiatiske rødder, ikke sandt? Var det 85! Tjek selv ovenfor.
Spørgsmålene i programindslaget hober sig op, men bliver ikke stillet. Hvordan laver man en IK-test? Hvordan defineres IQ? Hvad er præmisserne. Og hvorfor er en deltager i et tv-interview betragteligt mere begavet end dem der glor på? Kunne det handle om politik midt i al forskningen?
Problemet er, at Deadline foregiver at vove et øje. I virkeligheden er det bare racisme, pakket nydeligt ind i ”forskning” af et selvudnævnt medlem af den kognitive elite, et høj-IQ-menneske, som ikke bliver gået efter i sømmene. Det MÅ Lone Frank kunne gøre bedre, med eller uden en Jesper Larsen!
mandag den 15. august 2011
tirsdag den 17. maj 2011
Specialiserer læger sig til uvidenhed?
Denne debatartikel blev offentliggjort i Politiken den 21. april 2011.
Artiklen vil desuden blive publiceret i en længere udgave i det kommende nummer af magasinet PROPA-NYT, prostatapatienternes magasin, under Kræftens Bekæmpelse.
af Svend Erik Øhlenschlæger
journalist, cand.mag.
På hospitalet bliver jeg så rasende, at jeg begynder at græde, hvilket kommer bag på mig. Jeg tuder ikke gerne og slet ikke offentligt. Og nej, det er ikke mit PSA, der er steget, denne indikator for cancer i knoglerne – som følge af prostatakræft. Den er stadig på 0,34. Stor lykke over den lave PSA, endda på 11. år, selvom jeg lagde ud med en PSA på over 1000. For dem der ikke ved, så er det slemt. Metastaser alle ”relevante” steder i skelettet og overlevelseshorisont, der statistisk bliver sat til omkring to år. Er jeg lykkelig for stadig at leve? Er jeg glad for opfindelsen af medicinen og i grove træk for den lægelige behandling undervejs? Mon ikke!
Min reaktion kommer af en anden grund, nemlig da lægen fortæller, at han og hans kolleger (på Urologisk Afdeling) er og var vidende om, at langvarig behandling som bivirkning blandt andet kan give hjerte-kar sygdomme og knogleskørhed. Og at han også vidste om disse mulige bivirkninger minimum året før, hvor jeg også er til kontrol hos ham. Men dengang fortæller han mig ikke noget. Ingen andre læger har gennem årene fortalt mig om disse, ret frygtelige og skulle det vise sig særdeles konkrete sygdomme. Lægen har ikke tænkt på det, siger han. Det er først, da jeg nævner min overståede bypassoperation, at han lader mig få indblik i sin viden.
Jeg har nemlig sommeren før fået en dobbelt bypass. Det er en rimelig stor operation, for så vidt som brystbenet skæres op på langs, brystkassen åbnes en 15-20 centimeter, hjertets og lungernes egen rytme stoppes og maskiner tager over.
Hvorfor sagde lægen ikke ét ord, dengang for et år siden, hvor jeg møder ham første gang, næsten et år før bypass operationen? Hvorfor kommunikerer han og hans kolleger ikke om de risici, der venter?
Før min bypass henvender jeg mig til den læge, der i sin tid konstaterede canceren. Han arbejder nu på et privat hospital. Jeg har stor tillid til hans kunnen, og vil vide om der er risiko for, at den kommende operation i sig selv kan ”vække” de for tiden uvirksomme metastaser. Ingen kendte risici, lyder svaret. Pyha! Er der andet jeg bør være opmærksom på? Kort tænkepause. Joda, du skal lade dig tjekke for osteoporose, knogleskørhed, da den kan være en bivirkning efter en relativ lang behandling (med Zoladex). Det blev derefter tjekket og konstateret, at jeg har en svær osteoporose. At knogleskørhed ligesom hjerte-kar sygdomme er en risiko ved behandlingen, har ingen tidligere fortalt mig.
Hvorfor sagde lægerne ikke noget om de potentielle bivirkninger? Kunne jeg have undgået en bypass operation, og startet behandlingen for knogleskørhed langt tidligere?
Lægen bliver chokeret over mine tårer og undskylder sine manglende informationer til mig, og forklarer, at han ikke er urolog, eller rettere, tjo, jo, ja, det er han da, men ikke sådan en, som jeg har brug for! Han vil derfor fremover henvise mig til hospitalets ”rette prostatacancer spor”. Det er temmelig barokt. Er jeg ikke i de rette hænder? Har jeg overhovedet ikke været i de rette hænder hele tiden!? Jo, men der er efterhånden så mange ”subspecialiseringer”, forklarer lægen. Den medicinske viden går frem med stormskridt, ikke sandt - altså læger ved meget om et relativt meget lille område. Jeg er åbenbart faldet ned mellem alle sub-stolene, ned i et informationstomt rum.
Forklaringen på at patienten holdes i uvidenhed skal ikke søges i ondskab, slendrian eller uvidenhed. Næ, man får bare ikke kommunikeret konsekvenserne af den eksisterende viden. Hverken mellem eller fra specialets subområder videre til de mere generelt behandlende læger og - som det vil være fremgået - slet ikke videre til patienterne. Hvorfor findes der ikke en ”knap”, der sørger for f.eks. en mail til den praktiserende læge eller andre, der skal viderebehandle patienterne, med besked om at tjekke for hjerte-kar sygdom og . Og man kommunikerer slet ikke til patienten. Goddamn it!
Kunne det hele været undgået, kunne jeg være sluppet for bypass og skøre knogler? Det kan man ikke vide med bestemthed. Lægen sagde, at man ikke med sikkerhed kan vide om mit hjerte-kar problem er fremkaldt af Zoladexbehandlingen eller af min tidligere ”livsstil” som det hedder, når man taler om folk, der som jeg, engang røg nogen cigaretter og såmænd også jævnligt var under et relativt hårdt arbejdspres, eller måske er genetisk bestemt eller ..... eller? Nej, man kan ikke vide om det er det ene eller det andet eller det tredje, eller alle ting sammen, der er den/de egentlige årsag(er). Men det indtrængende og grundlæggende spørgsmål er da også af en helt anden karat:
Det lægeligt og personligt alvorlige er, at jeg ikke fik muligheden for at forebygge lidelserne på trods af, at det lægelige personale havde kendskab til de potentielle bivirkninger.
Spørgsmål: Er fravær af information til kolleger og patienter at regne for fejlbehandling? Og er det for svært for en specialafdeling at finde ud af at formidle relevant viden mellem læger indbyrdes, fra den ene sub-viden til den næste og videre til patienterne? Tilsyneladende ja. Kan der ændres på det?
Indtil videre alt for åbne spørgsmål.
Artiklen vil desuden blive publiceret i en længere udgave i det kommende nummer af magasinet PROPA-NYT, prostatapatienternes magasin, under Kræftens Bekæmpelse.
af Svend Erik Øhlenschlæger
journalist, cand.mag.
På hospitalet bliver jeg så rasende, at jeg begynder at græde, hvilket kommer bag på mig. Jeg tuder ikke gerne og slet ikke offentligt. Og nej, det er ikke mit PSA, der er steget, denne indikator for cancer i knoglerne – som følge af prostatakræft. Den er stadig på 0,34. Stor lykke over den lave PSA, endda på 11. år, selvom jeg lagde ud med en PSA på over 1000. For dem der ikke ved, så er det slemt. Metastaser alle ”relevante” steder i skelettet og overlevelseshorisont, der statistisk bliver sat til omkring to år. Er jeg lykkelig for stadig at leve? Er jeg glad for opfindelsen af medicinen og i grove træk for den lægelige behandling undervejs? Mon ikke!
Min reaktion kommer af en anden grund, nemlig da lægen fortæller, at han og hans kolleger (på Urologisk Afdeling) er og var vidende om, at langvarig behandling som bivirkning blandt andet kan give hjerte-kar sygdomme og knogleskørhed. Og at han også vidste om disse mulige bivirkninger minimum året før, hvor jeg også er til kontrol hos ham. Men dengang fortæller han mig ikke noget. Ingen andre læger har gennem årene fortalt mig om disse, ret frygtelige og skulle det vise sig særdeles konkrete sygdomme. Lægen har ikke tænkt på det, siger han. Det er først, da jeg nævner min overståede bypassoperation, at han lader mig få indblik i sin viden.
Jeg har nemlig sommeren før fået en dobbelt bypass. Det er en rimelig stor operation, for så vidt som brystbenet skæres op på langs, brystkassen åbnes en 15-20 centimeter, hjertets og lungernes egen rytme stoppes og maskiner tager over.
Hvorfor sagde lægen ikke ét ord, dengang for et år siden, hvor jeg møder ham første gang, næsten et år før bypass operationen? Hvorfor kommunikerer han og hans kolleger ikke om de risici, der venter?
Før min bypass henvender jeg mig til den læge, der i sin tid konstaterede canceren. Han arbejder nu på et privat hospital. Jeg har stor tillid til hans kunnen, og vil vide om der er risiko for, at den kommende operation i sig selv kan ”vække” de for tiden uvirksomme metastaser. Ingen kendte risici, lyder svaret. Pyha! Er der andet jeg bør være opmærksom på? Kort tænkepause. Joda, du skal lade dig tjekke for osteoporose, knogleskørhed, da den kan være en bivirkning efter en relativ lang behandling (med Zoladex). Det blev derefter tjekket og konstateret, at jeg har en svær osteoporose. At knogleskørhed ligesom hjerte-kar sygdomme er en risiko ved behandlingen, har ingen tidligere fortalt mig.
Hvorfor sagde lægerne ikke noget om de potentielle bivirkninger? Kunne jeg have undgået en bypass operation, og startet behandlingen for knogleskørhed langt tidligere?
Lægen bliver chokeret over mine tårer og undskylder sine manglende informationer til mig, og forklarer, at han ikke er urolog, eller rettere, tjo, jo, ja, det er han da, men ikke sådan en, som jeg har brug for! Han vil derfor fremover henvise mig til hospitalets ”rette prostatacancer spor”. Det er temmelig barokt. Er jeg ikke i de rette hænder? Har jeg overhovedet ikke været i de rette hænder hele tiden!? Jo, men der er efterhånden så mange ”subspecialiseringer”, forklarer lægen. Den medicinske viden går frem med stormskridt, ikke sandt - altså læger ved meget om et relativt meget lille område. Jeg er åbenbart faldet ned mellem alle sub-stolene, ned i et informationstomt rum.
Forklaringen på at patienten holdes i uvidenhed skal ikke søges i ondskab, slendrian eller uvidenhed. Næ, man får bare ikke kommunikeret konsekvenserne af den eksisterende viden. Hverken mellem eller fra specialets subområder videre til de mere generelt behandlende læger og - som det vil være fremgået - slet ikke videre til patienterne. Hvorfor findes der ikke en ”knap”, der sørger for f.eks. en mail til den praktiserende læge eller andre, der skal viderebehandle patienterne, med besked om at tjekke for hjerte-kar sygdom og . Og man kommunikerer slet ikke til patienten. Goddamn it!
Kunne det hele været undgået, kunne jeg være sluppet for bypass og skøre knogler? Det kan man ikke vide med bestemthed. Lægen sagde, at man ikke med sikkerhed kan vide om mit hjerte-kar problem er fremkaldt af Zoladexbehandlingen eller af min tidligere ”livsstil” som det hedder, når man taler om folk, der som jeg, engang røg nogen cigaretter og såmænd også jævnligt var under et relativt hårdt arbejdspres, eller måske er genetisk bestemt eller ..... eller? Nej, man kan ikke vide om det er det ene eller det andet eller det tredje, eller alle ting sammen, der er den/de egentlige årsag(er). Men det indtrængende og grundlæggende spørgsmål er da også af en helt anden karat:
Det lægeligt og personligt alvorlige er, at jeg ikke fik muligheden for at forebygge lidelserne på trods af, at det lægelige personale havde kendskab til de potentielle bivirkninger.
Spørgsmål: Er fravær af information til kolleger og patienter at regne for fejlbehandling? Og er det for svært for en specialafdeling at finde ud af at formidle relevant viden mellem læger indbyrdes, fra den ene sub-viden til den næste og videre til patienterne? Tilsyneladende ja. Kan der ændres på det?
Indtil videre alt for åbne spørgsmål.
søndag den 28. februar 2010
Moskva, 7. oktober
Den russiske journalist Anna Politkovskaja dræbes med fem kugler i opgangen i sin beboelsesejendom den 7. oktober 2006 i Moskva. Ingen er endegyldigt draget til ansvar for mordet. Men det er gerningsmændene til hundreder af andre lignende begivenheder til gengæld heller ikke.
Hanne-Vibeke Holst debuterede som dramatiker i aftes (lørdag den 27. februar) på Betty Nansen Teatret i København med det politiske debatteater, forestillingen ”Moskva. 7. oktober” i Peter Langdals iscenesættelse. Holst tager direkte udgangspunkt i Anna Politkovskajas skæbne, men kalder hende Nina (Paprika Steen) for at kunne tillade sig et par kneb for at få fiktionen til at køre – fiktive familie og kærlighedsforhold inddrages.
Anna Politkovskajas historie og kamp for menneskerettigheder og demokrati, hendes reportager fra Ruslands krige i Tjetjenien, og hendes tragiske død for en lejemorders kugler er udgangspunkt for Hanne-Vibeke Holsts undersøgelse af, om en sådan idealisme, en sådan benhård fastholdelse af menneskerettigheder, med eget liv som indsats, er det hele værd.
Paprika Steens Nina holder ”Moskva, 7. oktober” stærkt og flot svævende, på trods af at teksten er tung og første akt føles meget langt. Nina er stykkets (og virkelighedens) Mod-magt. Paprika Steens kan vise medfølelse, angst, forfærdelse og stålsat vilje til ikke at acceptere kompromisser med tyranner. Uden Steen ingen forestilling, så er det næsten sagt.
For der er jo også Lars Brygman og hans rolle. Han er Ninas mand, en alkoholiseret journalist, et ringvrag uden Ninas mod til at skrive magthaverne midt imod. Lars Brygman spiller en vittig hund, der dingler rundt med et glas vodka i hånden, for til sidst at blive smidt ud af sin Nina. Som kontrastfigur til Nina har Hanne-Vibeke Holst tænkt ham klart. Det modløse menneske, der af og i afmagt vælger eller ”vælger” at håndtere en brutal virkelighed med alkohol og meget morsomme, (selv)ironiske vittigheder. Og den rolle kan Lars Brygman.
Desværre gør instruktionen (?) også jævnt hen figuren til rent morskabsteater, temmelig langt fra stykkets ærinde. Der fryses ikke af hans vittigheder. Der grines.
Sarah Boberg som Ninas søster har ingenting at gøre godt med, men hun gør det alligevel med nerverne udenpå,som den der ikke helt fatter hvad der foregår, men gerne vil hjælpe. Og Ole Lemmeke, altid god, er præsidentiel og glat og menneskeligt tom som Holst har tænkt ham. Hvorfor antages magthavere ikke at være morsomme og almindeligt levende. Hvorfor fastholde en kliche, når normaliteten er så meget farligere og forskellen mellem Nina og magthaverne dermed kunne være vanskeligere og mere spændende at tyde?
Det er trods fiktionaliseringen næsten umuligt undervejs ikke at spørge sig selv, om Anna Politkovskaja virkelig havde et forhold til en mand fra sikkerhedstjenesten og siden sin redaktør. Nå nej! Men fiktion der lægger sig tæt op ad virkeligheden undgår næppe den svaghed, at man uvægerligt sammenligner og dermed ryger ud af det, der foregår på scenen.
Stykkets alvor og dets vilje til at rette spottet mod den pris nogen betaler i kampen for ytringsfrihed og menneskeret, og får os til at se konturerne af hvilken forfærdende konflikt Nina (Anna) har været i, bæres som sagt af Paprika Steen. Hun er en strålende skuespiller. Benhård og sprød som et menneske. Vi tror i teatret på Nina – og nødvendigheden af hendes stædighed og hendes offer. Det er ikke ringe gået.
På vej ud af Betty Nansen kan enhver så spekulerer over, hvor langt vi hver især ville eller kunne gå, hvis det blev krævet af os. I et interview på scenen før forestillingen pegede Hanne Vibeke Holst på Sandholdholmlejren og dens fortvivlede skæbner – og den danske tavshed der omgiver de indespærrede. Vi danskere behøver såmænd ikke engang at risikere liv og lemmer, men sker der noget?
Have another drink?
Abonner på:
Opslag (Atom)